Vækstpakke i Kina


16-05-2012 15:52

Efter en negativ start på dagen har markederne rettet sig ud på eftermiddagen og nærmer sig lukkeniveauerne fra i går. Renterne i Sydeuropa steg pænt i morges, men er hen over dagen faldet lidt tilbage igen.

Der har ikke været meget nyt fra den politiske front i Europa der skulle tilsige udsvingene, men derimod har Kina været ude med en vækstpakke der som udgangspunkt skal understøtte væksten og forbruget. Man kunne også godt tænke på pakken som et lidt grønt tiltag fra Kina, da vækstpakken, der har en værdi af USD 6 mia., er tilskudsordninger til energibesparende husholdningsapparater, mindre køretøjer mm. Selvom beløbet er rimligt begrænset overordnet set, så viser det, at myndighederne er parate til at understøtte væksten i Kina og det er et lille skridt i den rigtige retning.

Før åbningen på det amerikanske marked er der kommet tal fra boligmarkedet. Både byggetilladelser og påbegyndt boligbyggeri var begge til den skuffende side, men vi forventer, at den lidt mere positive stemning i Europa smitter af på den amerikanske åbning. Husk at i morgen har de nordiske lande lukket, mens Danmark er det eneste land der også har lukket fredag.

Udenlandske aktier

Aker Solutions køber i dag to underleverandører inden for udstyr til brug for at få olien på meget dybt vand op til overfladen. Aktien hører til bandt de mere cykliske aktrier, hvilke er blevet solgt fra på det seneste som følge af den politiske uro og øget usikkerhed på aktiemarkederne. Vi anbefaler endnu, at afvente og se om aktien stabiliserer sig inden der suppleres op i aktien. Nordea Markets anbefaler Stærkt Køb af Aker Solutions.

BHP Billiton har droppet planerne om at investere USD 80 mia. de kommende fem år. Der er ingen udmelding om, hvor meget man så vil investere. Baggrunden er, at selskabet ser risiko for, at råvarepriserne vil falde yderligere. Aktien er efter en lidt svag start kommet fint igen. Vi ser positivt på, at investeringerne dæmpes lidt, nu hvor der er tegn på svækkelse af efterspørgslen.

Target har leveret et stærkt regnskab. Ganske i tråd med udviklingen i de seneste mange kvartaler bliver presset i bruttomarginen opvejet af en god omkostningsstyring. EBIT% i detaildelen var 7,3% mod 6,8% for et år siden. Same store sales imponerer med på 5,3% og selskabet opjusterer helårsforventningerne en smule. Vi ser Target som en rigtig interessant investering, hvor indtræden på det canadiske marked i 2013 kan blive en rigtig god kurstrigger. Target venter en omsætning på mindst USD 100 mia. og EPS på mindst USD 8 i 2017. Nås disse mål er aktien meget attraktiv på de nuværende niveauer og giver en god kombination af noget relativt stabilt med attraktive vækstmuligheder. P/E 12x for i år.

Deere har aflagt regnskab som var bedre end ventet og som så ofte før opjusterer selskabet forventningerne til helåret. Opjusteringen af helårsforventningerne er lidt højere end ventet. Vi er positive på Deere som har eksponering til den strukturelle vækst indenfor afgrøder og såsæd.

/Lars Møgeltoft, Chefaktierådgiver.

/Lars Møgeltoft ejer ikke aktier i de omtalte selskaber.


Om denne kommentar
Nordea påtager sig intet ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af materialet. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af hele materialet eller dele heraf er ikke tilladt ifølge gældende lov om ophavsret.